Mellemlanding på Pharagonescia

I Moebius' surreelle fortællinger kan alt ske - og sker. Følg med på en grafisk lystrejse fra vores egen hverdag til universets yderste afkroge. For alle med sans for tegneseriemediets grænseområder.

Op gennem 1970'erne og 1980'erne tegnede Moebius en lang række korte historier til forskellige franske tegneseriemagasiner. Et fyldigt udvalg af disse historier blev i årene 1989-1996 udsendt på dansk i 4 bind under serietitlen "Universets vidundere". Nu genudsendes fortællingerne, suppleret med en stribe ikke tidligere oversatte historier, i 5 bind i den samme oversættelse som tidligere, men med en ny tekstning, nye albumtitler og -forsider samt med en ny sammensætning af fortællingerne.

Ud over den banebrydende, ordløse beretning "Arzach" indeholder den nye Moebius-pakke flere højdepunkter i tegnerens produktion, bl.a. den stærkt antiracistiske beretning "Hvidt mareridt" og krimi-pastichen "The long tomorrow", der kan ses som en forløber for den senere Inkal-serie. Blandt de ikke tidligere oversatte småfortællinger kan man fremhæve "Lejemorder" og det pudsige interview med Moebius/Giraud i tegneserieform.

Moebius er selv en reference inden for den eksperimenterende tegneserie. Derfor er det svært at finde oplagte sammenligninger, selv om Moebius' udtryksform har givet inspiration til mange yngre tegnere.

Read the full assessment

Universets vidundere er fællestitlen på en række albums, der samler et udvalg af Moebius' tidlige værker. Når forlaget meddeler, at "serien er hermed komplet", skyldes det dog ikke, at alt foreliggende materiale nu er udsendt på dansk, men derimod nok, at de bedste af Moebius' værker efterhånden er oversat. Indholdet i dette bd. 4 er således langt svagere end i de foregående 3 bind, og titelfortællingen, der fylder halvdelen af albummet, er en ren bagatel i produktionen. Så er der mere kød på en lille fabel om umuligheden af at flygte fra konformiteten i overvågningssamfundet samt på en kort satire om fjendebilledtænkningens vanvittige logik på baggrund af den ultimative katastrofe. Et eminent flot tegnet billeddigt om et menneskes sidste rejse afslutter albummet, som helt indlysende har sin force i det grafiske udtryk. Moebius' tegnetalent fornægter sig ikke, hvad enten historierne er fra 1977 eller af nyere dato; men hans manuskripter her savner oplagt den substans, man finder i de bedste af tegnerens værker At de korte fortællinger er forsøgt peppet op med den ferske og disharmoniske farvelægning, Moebius ynder i dag, gør ikke læsningen til nogen større nydelse for undertegnede; måske andre i målgruppen af voksne (og unge) har større forståelse for kunstgrebet?.

Read the full assessment