Bogen henvender sig til læsere, der søger viden om den racevidenskab og de raceforestillinger, der var udbredte i Danmark i slutningen af 1800-tallet og starten af 1900-tallet. Eller som vil have indsigt i de historiske elementer i forholdet mellem danskere og "de andre".
Begge forfattere er forskere og undervisere med tilknytning til henholdsvis Roskilde og Københavns Universitet. De er cand.mag. i historie og har en ph.d.-grad. 1878 var året for den første menneskeudstilling, Nubier-karavanen, i København. I de følgende årtier gennemførtes over 50 udstillinger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have, Tivoli, Cirkus Varieté og lignende steder. Udstillingsobjekterne var indianere, indere, negre, beduiner og andre såkaldte vilde og uciviliserede mennesker. Bogen fortæller historien om udstillingerne, de udstillede mennesker og de raceforestillinger der lå bag udstillingerne. Mødet mellem danskerne og "de udstillede" beskrives, et møde der i nogle tilfælde rummede romancer. Menneskekaravanerne var en del af samtidens konstruktion af den hvide race som øverst i race-hierarkiet. Værket er resultatet af tre års videnskabeligt arbejde, hvor forfatterne har anvendt materiale fra et hidtil glemt arkiv.
Bogen er den eneste af sin art på det danske bogmarked, og anvendelse af nyt arkivmateriale gør den ganske enestående.
Læseren får et glimrende billede af datidens raceforestillinger og deraf følgende racehierarkier. Indsigtsfuld læsning.