Spændende og realistisk roman om en meget nær fremtid. Science fiction-elementet er meget nedtonet, og dette giver bogen appel til en meget bred læserskare fra 12 år. Både for- og bagside er god og sigende.
Det er forfatterens første bog på dansk, men i USA er hun meget læst. Hun skriver letflydende og vedkommende. Den 16-årige Miranda fører dagbog gennem 1 år. Da månen rammes af en astroide, slåes den ud af kurs og kommer tættere på jorden. Katastrofen sætter en kædereaktion af ulykker i gang: tsunamier, jordskælv, vulkanudbrud osv. Først er det kystlandende, der bliver ramt eller udslettes. Miranda bor i Pennsylvania, i relativ sikkerhed i begyndelsen, men langsomt går de enorme ødelæggelser op for hende. Den trygge dagligdag er for altid ændret, og livet bliver et spørgsmål om ren og skær overlevelse. Det er bogens styrke, at den beskriver helt almindelige menneskers almindelige liv: kommunikationsmidlernes kollaps, brændstofmangel, hamstring af mad og vand, hele det offentlige systems sammenbrud. Synsvinklen er hele vejen Mirandas, og det giver fin identifikation og troværdighed.
Vi har rigtig mange fantasy bøger om vor civilisations sammenbrud, men jeg kan ikke umiddelbart finde andre bøger for unge, der så grundigt og nærværende beskriver denne proces set fra en almindelig teenagers synspunkt.
Bogen er rigtig god og spændende på en vedkommende og uhyggelig måde. I slutningen anes lidt håb, da der kommer glimtvis strøm, men da Miranda fylder 17, indser hun klart, at hendes liv måske ikke bliver langt.