Thriller siger forlaget om denne bog - spændingsroman kalder forfatteren den i sin efterskrift. Jeg vil mene: bedre roman end thriller, fordi spændingsplottet ikke bevæger sig ud over niveauet acceptabelt håndværk. Til gengæld er det en tæt-på og sansefuld Afrika-oplevelse vi får med både levende og individualiserede afrikanere og de storslåede landskaber. På denne baggrund optræder en kvindelig dansk jurist, der tilknyttet et kvinderetsprojekt i Zimbabwe. Hun får via afrikanske bekendte færten af, at tre dødsfald ikke er helt naturlige. Da hun undersøger sagen, dukker konturerne af en større svindel- og korruptionsaffære op, og en farefuld manøvreren i afrikansk virkelighed begynder. Alt ender temmeligt illusionsløst, men den danske kvinde udvikler sig personligt undervejs. En skarpsynet sociologisk analyse af afrikanernes forhold til den vestlige verdens værdier bærer sammen med de troværdige persontegninger den fascination, man som læser gribes af. Det er forfatterens første bog for voksne, og det er en udmærket start.