Grundig og flot bog om militærhelikoptere. De mange tydelige farvefotos gør bogen meget indbydende. 13 helikoptere fra USA, Sovjet og Europa får hver 4-6 s. grundig behandling: historie/udvikling, teknik, bevæbning og anvendelse. Andre typer får en kortere omtale i kapitlerne om skibsbaserede helikoptere. Ud over gennemgangen af de enkelte maskiner er der et kapitel om helikopteroperationer og et om bevæbning. Hele bogen er spækket med fakta og tekniske oplysninger, og der er ikke brugt plads på indledning, indholdsfortegnelse, register, litt. liste, ordforklaring o.l. Bogen er svær pga. de mange tekniske udtryk og forkortelser og er ikke skrevet for børn. Det er en bog for de entusiaster, der også gerne låner udenlandske bøger om våben. Og de findes som bekendt i alle aldre, også blandt børn. Bogen, der er oversat fra spansk, er bearbejdet af Niels Elmholt Christensen, der tidligere for samme forlag har oversat og bearbejdet Moderne militære helikoptere (91/28). De to bøger minder meget om hinanden, men de overflødiggør ikke hinanden. Danmark fylder ikke meget i bogen, men er da nævnt. Kampfly og Transport- og specialfly udkommer samtidigt.