Nøj, hvor må det være let at være voksen og bestemme alt! En dag får Milla lov til at bestemme, og det kommer der mange sjove forviklinger ud af. Bogen egner sig til højtlæsning til børn fra 5 til 9 år, og kan også selvlæses.
Milla er træt af, at Mor bestemmer alt. Milla skal rydde op, spise sundt og i seng i ordentlig tid, men en dag får mor nok af hendes brokkeri. De aftaler, at Milla i en hel uge skal være den voksne. Hun skal sørge for det hele kører, og hun får dankortet. Det går rigtig godt den første dag. Milla og hendes bror tager ned for at handle, og de køber masser af slik. Mor og Far brokker sig godt nok over, at der ikke er noget rigtig mad, men sådan har Milla bestemt det. Mor og Far bliver mere og mere umulige, og Milla finder ud af, at det ikke altid er let at være den voksne.
Denne bog beskriver nogle af hverdagens konflikter i en børnefamilie med både indsigt og humor. Det er nogle virkelig sjove skildringer af konflikterne, og selvom det hele er sat noget på spidsen, er der mange genkendelige scenarier. De fleste børn drømmer en gang imellem om at leve af slik og kun spille ipad, men i længden er det heller ikke sjovt.
Bogen minder om billedbogen Sallys far gider ikke være voksen, der handler om samme tema.