Jørgen Liljensøe skriver med omsorg, varme og naturlighed om alle børns favoritkæledyr; kaninen. Vi hører om de første tamme kaniner, hvilke racer du kan vælge og deres kendetegn, og hvad du skal tænke på ved køb af kanin. J.L. fortæller hvordan kaninens bur skal være både ude og inde og hvilket tilbehør, der er nødvendigt. Han fortæller om dyrets føde, at du selv kan dyrke noget af det, finde planter i naturen, og købe resten ved dyrehandleren. Vi hører også om, hvordan kaninen får unger. Kort sagt; alt om pleje og pasning og med en vigtig pointe: Vis omsorg og kærlighed. Kaninen er et levende dyr, ikke et stykke legetøj, som du kan blive træt af. Det er dig der har ansvaret for kaninen. Bogen henvender sig direkte til børn i du-form og kan læses fra 10-12 år, og læses højt for børn helt ned til 4-5 år. Bogen er gennemillustreret med fine farvefotos af udstyr og mad, men også af børn og dyr i fælles leg. Øvrig layout og udstyr er identisk med en anden bog: Min første høne, 1997 af samme forfatter. J.L 's bog om kaniner vil stå frem som noget særligt i rækken af andre kaninbøger på hylden i børnebiblioteket, hvis der ellers er noget hjemme. Børn og voksne vil sammen kunne skabe et godt hjem for en lille kanin hvis de følger de enkle gode råd i denne bog.