Enkel og forholdsvis let tilgængelig digtsamling, der bør læses, hvis man interesserer sig for japansk kultur.
Shuntaro Tanikawa bliver betragtet som Japans største nulevende digter, og det forstår man godt når man læser denne digsamling. Med sine klare og skarpe iagttagelser af mennesket og verden omkring os, forstår han at dykke ned i emner som optager os alle, fødsel og død, det moderne menneske og tid. Digtsamlingen er delt i tre, og især i sidste del fornemmer man, at Tanikawa, tematisk bevæger sig hen mod livets afslutning. Han kredser om, at han snart skal dø, om fortrydelse, ensomhed og glemt passion, men også om den fysiske kraft som døden er, at man kommer tilbage til naturen. Omslaget er dekoreret med sorte og grå grafiske akvareller, der fint illustrerer enkelheden, men også dysterheden i Tanikawas digte. Digtsamlingen er bagerst forsynet med efterskrift, hvor forfatteren forklarer tilblivelsen af Minimal. Ydermere har oversætteren fået et par sider til at forklare Tanikawas digtteknik.
Hvis man holder af haiku-teknikken, bør man læse disse korte digte. Tanikawa illustrerer også et eksempel på, hvordan den vestlige verdens frie digtning kan kombineres med den japanske tradition for kortdigtning.
En smuk minimalistisk digtsamling for de kræsne læsere og en perle for de nysgerrige udi japansk litteratur og sprog.