Mirabell

Endnu en eventyrlig fortælling fra en ung Astrid Lindgrens hånd (skrevet 1949). Jeg-fortælleren Britta beretter om en mærkelig dag, hvor hun hjalp en mystisk mand og fik et dukkefrø som tak. Snart vokser den talende dukke Mirabell frem i haven. Hun er et livstykke, men kun når ingen andre end Britta kigger. Som i Lønneberg befinder vi os i det fattigt, slidsomt ødegårdsmiljø. Vi møder fortravlede forældre, som kun kan undres over og til dels er blinde for fantasien, mens barnet lukker fantasien ind og plejer den, så den gror. Historien slutter med en oplagt meddigtningsmulighed, nemlig en invitation til barnelæseren om at komme på besøg og møde Mirabell. Spændingskurven topper tidligt i forløbet, og alt ender godt, men det gør ikke historien mindre fængende. De dynamiske billeder klæder historien, og illustratoren kan ikke skjule sit kendskab til typiske Lindgrenske miljøer. Mirabell skildres på bedste Pippi-vis med lige dele sødme og uartighed i stregen. Disse konturtegninger, udfyldt med våde farver og med skæve perspektiver, er typiske for Pija Lindenbaum. Alt i alt en velfungerende og sød billedbog med en god historie, som især pigerne vil elske. Selvlæsning fra 4. klasse, men mere oplagt som højtlæsningsbog for ca. 5-10 årige.

Read the full assessment

Jeg ville ønske at jeg aldrig tidligere havde brugt ordet sød til at beskrive en billedbog, men reserveret det til lige netop denne, for den er ren sødhed inkarneret. Det er en Lindgren fortælling fra 1949 med dejlige billeder af Pija Lindenbaum. Naturligvis er hun den der kan matche tekstens blanding af realisme og magi og leve sig ind i og skildre de følelser som forfatteren så mesterligt lægger som fortællingens klangbund. Hovedperson og fortæller er en pige der bor ensomt med sine fattige forældre. I hendes ønske om at få en dukke som legekammerat ligger derfor gemt en særlig kraft, i fortællingen udtrykt som det mirakel der sker en mærkelig dag da pigen åbner leddet for en lille mand. Som tak giver han hende et frø som hun skal lægge i jorden og vande hver dag. Det gør hun, og op af jorden vokser den sødeste dukke, i billederne præcis så uimodståelig som hun må være for pigen. Da pigen fortæller historien har hun haft dukken i to år, så vi hører også om hvordan hun får tøj og seng og hvad de leger sammen, for selvfølgelig er dukken levende når ikke lige far eller mor er i nærheden. Alt skildret med Lindgrens særlige fascinationskraft og Lindenbaums fine blanding af humor og indlevelse. En dejlig klassiker for så mange som muligt.

Read the full assessment