Bogen Miraklets fald hører til i science fiction-genren og henvender sig primært til voksne læsere af den genre. På grund af en lidt kedelig forside og en lidt tung bagsidetekst kan bogen måske nok kræve lidt formidling. Men er man til action, science fiction og splatter, er denne bog et udmærket bud.
Christian Reslow debuterer som forfatter med Miraklets fald. Teksten er sine steder noget tung og der er mange gentagelser. Selve historien er lidt klichépræget, men den er spændende de rigtige steder og man er aldrig helt sikker på, hvordan den ender. Kort fortalt er handlingen den, at sygeplejersken Anni bliver transporteret til en anden dimension, da hendes modpart (Nina) i den dimension finder og aktiverer et apparat, der åbner for rejser imellem dimensionerne. Anni ankommer til en version af vores verden, der er en stor ørken, hvor vand er dødsensfarligt og hvor hun bliver jagtet af vanvittige ørkenkrigere.
Miraklets fald befinder sig i den lettere science fiction genre, der baserer sig løseligt på teknik og videnskab, men aldrig forklarer, hvordan teknikken hænger sammen.
Bogen er udmærket science fiction, men læseoplevelsen bliver tynget ned af gentagelser, klichéer og en noget tung fortællemåde.