Misundelse - en af de syv dødssynder - er ikke noget, vi taler meget om og er lidt flove over at vedgå. Af samme grund er den blevet en af de mest tabuiserede følelser, men som denne bog viser, er det en meget udbredt følelse, som endog har særdeles gode vilkår i Jantelovens hjemland. Med eksempler fra litteraturen og forfatterens egen praksis som psykoterapeut gennemdiskuterer hun de mange forskellige medmenneskelige relationer, hvor misundelse trives. Det er de psykologiske mekanismer bag, der interesserer forfatteren, og en af de vigtigste årsager, hun nævner, er paradoksalt nok vores behov for kærlighed, som vi ofte opnår ved at tilslutte os et gruppefællesskab, hvor sammenholdet jævnligt styrkes ved at bagtale andre. Men misundelse optræder i mange andre sammenhænge og forklædninger, og som læser gyser man lidt, når eksemplerne bliver for nærgående. Jeg tror nok, at Petersson mener, misundelse er en okay følelse, så længe man er sig den bevidst, men hun mener, at den grundlæggende blokerer for vores adgang til at modtage og udtrykke den vigtigste medmenneskelige følelse - kærlighed. Petersson har tidligere skrevet om emnet i Misundelse (1992), som nærværende bog må betragtes som en nyskrevet og opdateret udgave af.