Mit danske kød

Læsere, som har fået lyst at stifte bekendtskab med Smærup Sørensens forfatterskab, og læsere som godt tør lade sig udfordre at den lidt mere vanskeligt tilgængelige og eksperimenterende litteratur.

Det er vel ikke for meget at sige, at Jens Smærup Sørensen fik sit folkelige gennembrud med Mærkedage i 2007, men inden da har han udgivet en lang række romaner for børn og voksne, noveller, skuespil m.m. Mit danske kød er en af de tidligste romaner, den udkom i 1981. Mit danske kød er på en gang en udviklingsroman, en satirisk samfundskritik og en science fiction. Udgiveren af romanen - en F. Yórguensen i Bogata - får i år 37 efter den store udryddelseskrig overdraget et manuskript, som er skrevet på dansk. Forfatteren til dette manuskript er en mand ved navn Vit, som sammen med 2 andre har søgt tilflugt i en hule efter den store katastrofe. Vit har fået til opgave at nedskrive de 144 guddommelige love for at bevare dem for eftertiden, men hans egne erindringer blander sig hele tiden, og på den måde får han også fortalt sin og Danmarks historie i første halvdel af det 20. århundrede.

I 1990 kom romanen i en tranebogsudgave på Gyldendal. I forhold til de tidligere udgaver er teksten stort set uændret, men layoutet er mere åbent og læsevenligt i denne nyeste.

Jeg synes ikke det er nogen helt let bog. Da den udkom i 1981 blev den af en anmelder kaldt end "syret fremtidsfortælling", men giver man sig i kast med den, åbenbarer der sig en stor sansemættet roman.

Read the full assessment

I år 37 efter krigen kommer en videnskabsmand i Colombia i besiddelse af et manuskript, der er blevet fundet i en bjerghule i et skelet af en mand. Manuskriptet overlades til ham, fordi han eren af de ganske få nulevende, der behersker sproget dansk, som det formodes at være skrevet på. Egentlig havde den skrivende til opgave at nedfælde en række guddommelige love for en senere tid, menhans fortid i dette lille latterlige land, Danmark midt i det 20. århundrede, presser sig uafladeligt på, lader ham ikke i fred. Det er rammen omkring romanen, Smærup Sørensens hidtil mestoverdådige præstation, hvor han med fysisk, psykisk og visionær kraft borer sig ind i det danske samfund, på land og i by, fra neden og fra oven, fra ydergrupperinger til det etablerede. Med grådigvellyst og morbid fantasi flænser han i dette kød, blotter dets sjælløshed, dvaskhed og materialisme på den sidste station før undergangen. Den er både let og svær at læse, man kan vælge hvad manvil, dybsindig er den,men frem for alt underholdende hele tiden (jeg kom til at tænke på Voltaires Candide da jeg læste den).

Read the full assessment