Forfatteren er velkendt for smukt opsatte værker om italiensk madkultur: Italienske egnsretter, 1992, Himmelske frugter, 2000 og Toscana - den skønne kogebog, 1999, er markante værker om det italienske køkken. Hendes nye værk om Toscana er i et noget mere håndterligt format end forgængeren, uden at det dog går ud over æstetikken, og det lægger sig smukt i forlængelse af sidstnævnte. Endnu engang en nydelse med prægtige fotos af John Ferro Sims, der fanger såvel landskaber m.v. som kulinariske stillebener, så man sukker efter mere. Forfatteren øser i den løbende tekst af sin viden om det italienske køkken som en speciel madkultur med en lang historie bag sig. I bogen findes spredt omkring 30 opskrifter, de fleste egentlig ganske enkle, på typiske toscanske egnsretter. Mange kan man anvende også i Danmark med det udbud af råvarer, man almindeligvis kan få. Andre må man til Toscana for at opleve, som de bør smage og tage sig ud. Men så har man også et udgangspunkt for en kulinarisk rejse i denne både kulinarisk og kulturelt rige italienske provins. Forfatteren fortæller bl.a. også, hvor man kan erhverve specialiteterne, hvor de er bedst og evt. hjemføre dem. Anvendelig som forgængerne.