Mit system udkom på tysk i 1925. Førsteudgaven på dansk kom i 1977, og nu findes bogen i 4.oplag fra 1997. Bortset fra omslagstegningen er teksten uændret siden 1977. Der er tale om en af skaklitteraturens absolutte klassikere - skrevet af den i Danmark meget kendte tyske skakmester Nimzowitsch (død 1935). Nimzowitsch kaldes også for "den ny-romantiske skoles fader", der med sit eget elegante skaksystem fornyede skaklitteraturen. Bogen består af to teoretiske hovedafsnit: åbningsspil og positionsspil. Der er optrykt 240 diagrammer, der er forsynet med Nimzowitsch's humoristisk analyserende kommentarer og noter. De enkelte skakspil stammer hovedsageligt fra klassiske partier - mange med Nimzowitsch som deltager -, men også amatørpartier er medtaget. De elementære skaktræk forudsættes bekendt - og der er således tale om en klassisk skak-teoribog, der primært henvender sig til den lidt trænede skakspiller.