Efter den både i USA og herhjemme prisbelønnede debut, Sindssygelægen (97/39) har Carr begået endnu en sværvægter af en krimi, både kvantitets- og kvalitetsmæssigt. Gruppen, der samledes i sidste bind, bliver igen bragt sammen af en forbrydelse, der starter med en kidnapningssag, men vokser til en sag om en kvinde, der står bag en række mord på egne og andres børn. Vi er i 1897 i New York, hvor politi og retsvæsen ikke fuldt ud anerkender gruppens specialer indenfor de gryende videnskaber retspsykologi, -medicin og kriminalvidenskab. Det er derfor ingen sag for den kommende advokatstjerne Clarence Darrow at tilbagevise møjsommeligt fremfundne beviser baseret på ballistik og fingeraftryk, så der må tages andre midler i brug for at få mordersken straffet. Bogen er rasende spændende og utrolig realistisk i både beskrivelsen af datidens underverden og rettergange. Carr bruger det meget utraditionelle kneb at skifte fortæller - i debut'en var det levemandsjournalisten Moore, der havde rollen, nu er det drengen Stevie, der absolut ikke beskriver Moore mest flatterende. En teknik, der lykkes forbavsende godt og som gør det endnu mere spændende at vente på næste bind. En grusom, men fængende krimi, der tager tid, men er det værd.