Underholdende engelsk krimi af den gammeldags slags. Tiden er 1921, stedet Surrey og hovedpersonen er kriminalkommissær Madden fra Scotland Yard. Han er blevet tilkaldt for at bidrage til opklaringen af en blodig nedslagtning af en husstand. De lokale politifolk mener, at der er tale om et røveri, mens Madden - som er hårdt mærket af tiden i skyttegravene - har en teori om, at der er en seksuelt afsporet psykopat på spil. Der bliver begået flere lignende nedslagtninger, og mens politifolkene arbejder på højtryk, forelsker Madden sig i den lokale kvindelige - og meget frisindede - læge. Madden fanger ugerningsmanden og får sit hjertes udkårne, så der er happy ending over hele linien. Det er en tyk roman og ind imellem lidt vel omstændelig, men egentlig er man i godt og hyggeligt selskab med folkene fra den lille landsby. Der er altid et stort publikum til engelske krimier, og Airth kan anbefales til læsere af bl.a. Andrew Taylor. Airth har udgivet en roman helt tilbage i 1970, Svindler kvartetten.