En titel for de lidt ældre årgange for hvem navne som Churchill og Montgomery umiddelbart forbindes med 2. verdenskrig. Andre historisk/biografisk interesserede læsere kan imidlertid også være med når Montgomerys spektakulære liv rulles op. Ældre læsere vil kunne nikke genkendende til bogens omslagsbillede af "Monty" bl.a. iført sweater og sort baret og skuende ud over den ægyptiske ørken i spidsen for 8. armé.
Forfatteren, lektor v/KU, tegner et portræt af en stor engelsk general. Montgomery, strengt opdraget som barn og nok også kærlighedsforsømt, fandt som ganske ung hurtigt sin plads i hæren. En tilknappet og kontroversiel person, viljestærk med civilcourage og integritet, men også selvbevidst og selviscenesættende og med et anstrengt forhold til mange (især amerikanske) officerskolleger. Det gav sig ofte udslag i manglende empati. En knudemand der var tidligt ude! Bogen er letlæst, meget af stoffet er kendt fra andre sammenhænge, men Sevaldsen føjer nye farver til paletten i kraft af sit Montgomery-fokus.
Bogen rammer en lille Montgomery-lakune da den dansksprogede litteratur om ham er sparsom. Seneste udkomne er Montgomerys egen Krigens historie, 1968.
En nær sagt klassisk biografi om en person hvis liv og skæbne blev så tæt vævet sammen med store historiske begivenheder Også en udgivelse der giver et fint billede af et Storbritannien der næsten sejrede sig til døde!.