Filmen henvender sig til såvel store som små og fans af Wes Andersons altid visuelt detaljerede og originale film.
Året er 1965 og på øen New Penzance har den tolvårige spejderdreng Sam, der er forældre- og venneløs, nøje planlagt at løbe væk med sin penneven og kæreste Suzy, der heller ikke er særlig populær. Der bliver sat en eftersøgning i gang, og en morgen må det unge par se sig selv fundet af spejdergruppen, øens politimand og Suzys familie. Det er den amerikanske instruktør Wes Anderson, der står bag filmen, der bl.a. blev nomineret til en Oscar for bedste originale manuskript. Anderson bruger gerne de samme skuespillere i sine film, som fx Bill Murray og Owen Wilson. Filmen blev vist i de gængse danske biografer. Ekstramaterialet på dvd'en indeholder bl.a. nogle sjove optagelser med Bill Murray.
Filmen har samme originale fortællestil som Andersons tidligere film som fx Fantastic Mr. Fox og The Royal Tenenbaums, der ligesom denne også foregår i 1960'erne. På trods af Andersons originalitet findes der selvfølgelig andre film, hvor børn alene drager ud på eventyr som fx Stand by me.
Man keder sig aldrig i Wes Andersons film, fordi hvert billede har så meget at byde på med fine små og til tider bizarre detaljer, der oser af ironi og humor. Det samme gælder for denne film, hvor man på intet tidspunkt er i tvivl om, hvem instruktøren er. Filmen har et stjernespækket cast, der alle er med til at gøre det til en unik film. Kan klart anbefales.