"Lyden på Mosquito er mere rå og minimalistisk end længe, vokalen er sovset ind i et primitivt ekko, der giver mindelser om 1970'ernes dub-reggae, og den er i det hele taget en både syret, bidende og svævende oplevelse, som med sit hypnotiske vuggende tonefald forfører i hvert fald denne lytter. Væk er den strømlinede, lettere elektronisk sitrende over-flade, der prægede dens i øvrigt udmærkede forgænger, It's Blitz (2009), afløst af en større klanglig vildskab, for som helhed er skiven klædeligt løs i furerne, men altså også mere legesyg end blodstørstig".