Da klassen skal på lejrtur, dukker der ikke bare én men to sager op, der kræver, at Muffinklubben står sammen og hjælper, men kan de løse problemerne? God til piger i alderen fra ca. 8 år.
Selvom pigerne i Muffinklubben efterhånden har kendt hinanden længe, er der åbenbart stadig ting, de ikke ved om hinanden. Det opdager Lulu, da klassen skal på lejrtur, og Tamtam ikke vil med. Tamtam fortæller, at hun er rædselsslagen for vandrutsjebaner, og klassen skal netop i et kæmpe vandland. Heldigvis står pigerne sammen om at løse problemet. På lejrtur opstår der endnu et problem, for nogle større piger har booket lejren, og nu er gode råd dyre, men også denne sag er Muffinklubben på.
Endnu en sød historie om pigerne fra Muffinklubben. Der er fart på historien lige fra starten, og pigerne skal hurtigt løse nogle problemer. Sagerne, pigerne skal løse, er spændende men aldrig for uhyggelige, så bogen emmer af hygge, venskab og ikke mindst sammenhold. Det er let for piger i alderen 8-10 år at genkende sig selv i nogle af hovedpersonerne.
En anden god pigeserie er serien om "Anemone", fx Anemone - jul, søstre og bedste venner.