Der findes adskillige bøger, der forsøger at skabe en forståelse for islam, men i denne findes der helt konkrete forslag til hvordan kristne og muslimer kan mødes. Med udgangspunkt i et ønske om, at kristne pædagoger, muslimer samt deres religiøse overhoveder mødes i dialog med respekt for hinandens livssyn, har forfatteren af denne bog lavet en række workshops. Hvert kursus er grundigt beskrevet med målsætninger, diskussionsoplæg, materialevalg og metodik. Hvert kapitel indholder relevante oplysninger om de grundliggende forhold indenfor Islam. Der er arbejdsblade til gruppearbejde, og der findes forslag til arbejdsforløb med børnehavebørn. Afsluttende gives der gode råd om takt og tone overfor muslimer. Bagest i bogen findes en liste over bøger om og af muslimer i Danmark. Udviklingsarbejdet er lavet i tyske, katolske børnehaver. Titlen er derfor noget misvisende, men dermed ikke sagt, at tankerne ikke kan bruges. Idéen med at lade trosretningerne mødes og arbejde med deres livssyn er rigtig god og oplagt p.g.a. det fælles historiske grundlag. Bogens idéer kan også anvendes som skelet, hvis pædagogen ønsker at inddrage andre religioner i arbejdet.