Filmudgaven af det berømte brætspil er ikke kun til spillets inkarnerede dyrkere, men også til alle, der elsker science fiction-filmens verden. Fra 15 år.
Vi er i en apokalyptisk fremtid, i året 2707. Jorden er en kold, mørk ørken, ressourcerne er knappe, og 4 imperier regerer verden. Men den største trussel er en forseglet maskine, der er gemt i jorden i Neachdainn i Østeuropa. Den forvandler mennesker til udødelige, onde mutanter, og de fire stridende magter tvinges til at arbejde sammen i kampen mod mutanterne. Instruktøren Simon Hunter har ikke tidligere lavet spillefilm, men mestrer her at styre computerteknikken i en effektiv science fiction actionfilm.
Hvor det ikke er usædvanligt, at store spillefilmsserier som Star Wars og Harry Potter lever videre som computerspil, er det her omvendt. Filmen bygger ikke på et computerspil, men det populære brætspil "Mutant Chronicles", der blev lanceret i 1993 og som foruden denne spillefilm består af en verden af spillekort, videospil, figurer og tegneserier. Filmens billedlige udtryk er CGI-teknikken og den er umiddelbar sammenlignelighed med fx "Aliens" og "Predator".
Den komplekse handling med klare mytologiske referencer skal man ikke tænke for meget over. Det er de enkle positioner hos personerne, der er rammen om det til tider meget voldsomme actiondrama med imponerende billedeffekter. Filmen henvender sig primært til kendere af brætspillet, men som selvstændig film er den langt mere vellykket end filmudgaven af computerspillet "Max Payne".