Til læsere af humoristiske limericks og interesserede i antikkens historie.
Når filologer holder julefrokoster sker der ting og sager. Kopimaskinen lader de være i fred, men der bliver skrevet limericks i stor stil. Forfatteren og filologen Mogens Herman Hansen har skrevet flere bøger om det antikke Grækenland og demokratiet i Athen dengang. I denne bog er Herman Hansen mere på slap line og byder på limericks fra antikkens tid, med muntre og ofte lidt lumre undertoner. Foruden limericks er der også små forklaringer på de enkelte limericks og den myte eller historie, der ligger bag. På den måde bliver bogen også en indgang til antikkens historie på en sjov måde. Herman Hansen skriver i bogen, at han efter 3 bøger er ved at løbe tør for historier fra antikken. Derfor er der også limericks om bl.a. biblen og institutrådsmøder i 1970'erne. Bagerst i bogen er der en glimrende indgang til, hvad et limerick er, og hvordan de laves. Herman Hansen er ingen stor digter, men at skrive limericks er mere et håndværk, som han så til gengæld mestrer til fingerspidserne.
Af bøger i samme stil har Mogens Herman Hansen tidligere udgivet 50 mytologiske limericks og andre vers om de gamle grækere fra 1994. Og Nye mytologiske limericks fra 2005. Denne bog er i samme stil, men har dog også limericks, der ikke handler om antikken.
En hyggelig og veloplagt lille bog, hvor antikkens myter formidles på en sjov måde.