Bogen er ikke en praktisk håndbog i pleje af døende i hjemmet, men en bearbejdet udgave af et kandidatspeciale, hvor den udbredte brug af fagterminologi og de mange litteraturhenvisninger i teksten gør, at den først og fremmest henvender sig til professionelle inden for området. Forfatteren er sygeplejerske og i gang med et ph.d.-projekt om indsatsen over for terminalt syge og deres pårørende. Hun bygger bogen på interviews med 7 ressourcestærke pårørende mellem 39 og 67 år, der alle har valgt at pleje deres døende ægtefælle i hjemmet. Med baggrund i dødens privatisering og tabuisering i det senmoderne samfund beskrives de pårørendes måder at håndtere sorgen på og de personlige og samfundsmæssige netværk, de kan trække på. Med stor respekt for de individuelle måder at sørge på fortæller forfatteren om forskellige faser, der kan gennemløbes, indtil døden endelig indtræffer. Afgørende for det gode terminale sygdomsforløb er, at både de mellemmenneskelige og de samfundsskabte betingelser fungerer. Her konkluderer forfatteren, at det kommunale system svigter de pårørende. Der mangler en opsøgende, tværfaglig, helhedsorienteret indsats. Typisk tilbydes kun fysisk pleje, mens den psykiske, sociale og eksistentielle dimension forsømmes.