Når mørket bryder frem

Læsere af ny amerikansk litteratur bredt vil gribe denne, vi befinder os mere i den reelle verden, end vi plejer i Cunninghams historier.

Siger man Cunningham, siger bogelskere: Timerne (da 2000), der havde Virginia Woolf og hendes Mrs. Dalloway som centrum. Efter en tredelt New York-krønike, der ender med en fremtidsfantasi: Udvalgte dage, 2006, har vi nu her en samlivs/familie og midt-i-livet-krise-historie med bunker af litterære hints. Det er Peter og Rebecca Harris, velanskrevet jetset-par i kunstverdenen, der har hovedrollerne. Rebeccas smukke, egocentrerede og ugidelige 22-årige bror, Mizzy, flytter ind, samtidig er deres voksne og vrisne datter Bea fjern og orker ikke sine forældre, slet ikke faderen i hans polerede tilværelse. Mizzy sætter spørgsmålstegn ved det meste i Harris-parrets velordnede liv, Peter bliver mod sin vilje tiltrukket af den overjordisk kønne dreng og hans helt gennemført forkælede uansvarlighed. Det er endnu en af denne sæsons New York-romaner, og Washington Posts anmeldelse, der citeres på bagsiden: "halvt Henry James, halvt James Joyce" kan man kun bifalde. Nok mest Henry James, trods alt, stilistisk er fortællingen fornem og præcis.

Jeg får nærmest en Woody Allen-fornemmelse, med al Peters weltschmertz, og der er også et strejf Hustvedt.

Det er næsten en pageturner (går de mon fra hinanden?), og det er generelt en god historie, al den litterære ballast kan man bruge eller lade ligge.

Read the full assessment

Et liv i New York omgivet af god kunst og masser af mennesker lyder som en drøm, men en pludselig søgen efter meningen med livet og kærligheden kan forandre meget. Peter og Rebecca Harris har været gi...

Read review