De to forfattere har begge en (heldigvis, siger man efter at have læst bogen) afsluttet mangeårig karriere som barnepiger for stenrige New Yorker familier bag sig. Research er således i orden i denne fiktive dagbog om børns og tyendes tilværelse i kløerne på amerikansk overklasse. Bogen er da også en perle af en trivi. Troværdig, morsom, rørende og sprogligt stram. Kort sagt godt gedigent håndværk, som fænger fra start til slut. Sideløbende med universitetsstudierne ansættes Nanny som barnepige hos den stinkende rige familie X for lille dejlige 4-årige Grayer. Hun opdager dog snart, at det underbetalte og opslidende job består i at sørge for at husets frue får en uforstyrret dag. Lille Grayer skal passe sine legeaftaler og sine fransktimer, spise sine soyapølser og ikke grise mors Guccitaske. Den totalt egocentriske mors tomme liv, den fraværende far og hans elskerinder, det stakkels barn, husbestyrerinderne, som sendes tilbage til et usselt liv i den 3. verden, hvis de begår den mindste forseelse, de riges tomme selskabelighed - alt naglet til bogens sider i et veloplagt og flydende sprog.