Nattens skove

Det var en stor oplevelse at stifte bekendtskab med Djuna Barnes' mesterværk i Ulla Ryums gendigtning. Selv om Nightwood udkom i 1936, er den stadig en vanskelig bog at læse, ikke fordi kronologien er ophævet, eller fordi de fem hovedpersoner må betegnes som særtilfælde, men fordi den rent følelsesmæssigt kræver en omstilling hos læseren. T. S. Eliot anfører korrekt i sit kloge forord, at Nattens skove ikke er en studie i psykopati, lige så lidt som f. eks. Henry Millers bøger er studier i seksualitet. Begge er de hver for sig led i den store frigørelsesproces, som dette århundredes litteratur har været. Hos Barnes er personerne ikke blot individer, de udvider sig og bliver til typer, der nøje er knyttet sammen med bogens idé: tilværelsen som en lang og smertefuld vandring i en nat, der aldrig ender. I sammenligning med andre bøger ligner Nattens skove en mærkelig, sart blomst, men indånder man blot lidt af dens sælsomme duft, så tror jeg ikke, man kan glemme den igen.

Read the full assessment