Forfatteren er dr.phil og både litteraturforsker ved Odense Universitet og centerleder ved Humanistisk Forskningscenter: Menneske og Natur. I 5 kapitler, der kan læses selvstændigt, belyser han forskellige sider af naturen og vores forhold til den. Fra en humanistisk synsvinkel kommer det ikke så meget til at handle om hvad naturen er, men mere om vores opfattelse af den og hvordan man afklarer de begreber, der indgår i vores naturopfattelse. Miljøkrisen er ikke noget der foregår "ude" i miljøet. Den må opfattes som en tilstand på grænsen mellem natur og miljø, og den er uadskilleligt forbundet med hvordan vi selv organiserer vores viden og vores kollektive handlinger. Det er en velskrevet bog, der henvender sig til læsere med interesse for debatten om naturen. Flere afsnit har gode konkrete eksempler på de modstridende naturopfattelser vi agerer ud fra, men der er også vanskeligere tilgængelige teoretiske dele, hvor naturdebattens begreber endevendes. Samme humanistiske tilgang til naturen finder man i Mennesket og naturen : essays om natur og natursyn (1995) som forfatteren var medredaktør af, mens Luc Ferry i Den nye økologiske orden (1994) har en mere filosofisk diskussion af temaet.