Den canadiske, Oscar-nominerede Nawals hemmelighed, 2011 er et skæbnedrama med religion og fanatisme, borgerkrig og tortur som uhyggelig kulisse. Den menneskelige historie er for alle voksne, der værdsætter store filmfortællinger, men målgruppen er også et publikum med specifik interesse for politik i verdens brændpunkter. Man skal dog i en formidlingssituation gøre opmærksom på, at filmen indeholder meget stærke scener.
Da Nawal Marwan dør i Canada, efterlader hun to breve til sine voksne børn. Tvillingerne Simon og Jeanne skal finde deres bror og far, som de henholdsvis ikke kender eksistensen af eller troede død. Først da må de sætte hende en sten med navn på graven! Sporene fører til Mellemøsten, hvor en blodig borgerkrig mellem kristne og muslimer rasede i moderens ungdom. Og det bliver en smertelig rejse, hvor trådene samles i en djævelsk knude, der fører mod erkendelse og forståelse for moderens liv.
Filmen opererer med fiktive stednavne, men meget i handling og miljø peger mod konflikten i Libanon i 1970'erne. Især da det teaterstykke, som filmen bygger på, er skrevet af den libanesisk fødte Wajdi Mouawad. Som episk drama, hvis uhyrlige dimensioner langsomt oprulles, er filmen sammenlignelig med fx Den engelske patient, 1996, og skildringen af en kvinde i en umulig situation findes også i Sophies valg, 1982.
Man kan mærke en sindrig (teater)konstruktion i plottet, der næsten er for grumt, men generelt er der tale om en flot filmisk fortælling, som bestemt anbefales.