2. rev. udg. af Berkeley-professorens samfundsvidenskabelige mammutværk, hvor første del af trilogien, oprindelig fra 1996, nu for første gang kommer på dansk. Tænker man på internettets udvikling alene fra 1996, er en revision derfor både naturlig og nødvendig. Dette første bind giver en historisk og nutidig karakteristik af, hvad man kalder netværkssamfundet, hvori al dynamik og udbredelse af kultur, politik og økonomi foregår stadigt mere i informationsbaserede netværk. Castells ser netværkssamfundet som en hel ny samfundstype, hvor magten koncentreres, globalisering accelererer, og lande og folk, der er udenfor er truede på deres eksistens. Globalisering via netværk giver os nok mulighed for at skaffe, hvilken som helst information, men gør os samtidig rodløse og mere individualiserede i en stadig søgen på identitet. Castells fortæller om den informationsteknologiske revolution, og den såkaldte "nye økonomi" i kølvandet, om netværksvirksomheder og konsekvenser for beskæftigelsen og kulturen. Det er en fremragende, vægtig og vigtig bog, der bugner af viden, tal, prognoser, men som også formidler et videnstungt stof på en ret tilgængelig måde. Til opgavebrug fra mindst godt gymnasieniveau. De 2 sidste bind forventes 2003 og 2004.