Nigella har fastholdt sine trofaste læsere bl.a. via sine tv-madprogrammer. Opskrifterne er enkle, men lækre og lette at gå til. For folk med hang til italiensk inspireret mad.
Den populære engelske tv-kok gør det især inden for det italiensk inspirerede køkken. Hun fik et publikum med det samme - ikke mindst på grund af sin charmerende og passionerede tilgang til madlavningen. Hendes store interesse for italiensk mad stammer fra et ophold som ung stuepige i det italienske, hvor hun aflurerede værtsfamiliens kogekunst. Den italienske inspiration er netop nøgleordet her. Bogens retter er italienske i deres afsæt, tilberedningsmetode og råvarer. Men opskrifterne er Nigellas egne opdaterede variationer over det traditionelle tema. Også i denne bog er vægten på velsmag og nydelse snarere end på kaloriebevidsthed. Bogen er opdelt i fire afsnit - tilpasset den moderne måltidstype snarere end det "lange" italienske måltid: Pastaretter, Kød/fisk/fjerkræ, Grøntsager/tilbehør og Søde sager. Endelig er der et afsnit med juleretter efter italiensk inpiration. Især de mange grøtsagsretter er gode til daglig brug. Nigellas første kogebog Mad med Nigella udkom i 2002 og siden Nigella ekspress og Nigellas køkken.
Der er tale om helt nye opskrifter - her med vægt på det grønne, så denne nye bog skal nok også finde sine læsere i mængden af italienske kogebøger, hvoraf den største og mest omfattende er Sølvskeen.
En god omend ikke banebrydende ny kogebog med især fine grøntsagsretter fra den succesfulde tv-kok.