JRPG. I denne opfølger er hovedpersonerne de to krigerveninder Aluche og Liliana, som må kæmpe mod The Moon Queen og horder af monstre. For fans af japanske rollespil.
Handlingen følger de to japanske krigerveninder Aluche og Liliana, der skal besejre den nye trussel, The Moon Queen. Nøglen til sejr er uheldigvis at ofre Liliana. For at Liliana kan overleve, må de to veninder derfor kæmpe mod Månedronningens horder. Historien er quest-baseret og fyldt med action og romantik. Historien er opdelt i kapitler og skrider frem hver dag i takt med månefaser. Målet er at færdiggøre hvert kapitel ved at besejre en dæmon, før alle dage er gået i månefasen. Dagene er tidsbegrænset til 10 minutter, uanset hvilke quests man løser, og indimellem kan man ikke nå alle quests på én dag. Kampene foregår i realtid, hvor man ved hjælp af combo'er og dobbeltangreb skal kæmpe med sværd og magi. Undervejs kan man samle forskellige hjælpere, lilies og servants, hvoraf to af gangen kan hjælpe dig i kamp. Sprog: engelsk eller japansk.
Spillets gameplay og grafik er en anelse simplere og mere casual end andre spil i genren, hvilket gør det egnet til den mobile Switch-platform. Men samlet set er der noget lunkent over spillet, ikke mindst de udtryksløse figurer som på vanlig manga-facon er gjort dukke-smukke og ekstremt barmfagre. De romantiske og lidt lumre hentydninger virker malplacerede her. Kan magtes fra 13 år. PEGI: 12 og ikoner for vold, grimt sprog og seksuelle undertoner.
Ligner Atelier-serien, som dog har turbaseret kamp.