I denne serie er tidligere udkommet bøger om bl.a. chimpanse, delfin, elefant og spækhugger. Her gælder det så nilkrokodillen. Der fortælles om levesteder, udseende, slægtninge, fødsel, opvækst, voksenlivet og trusler. Til slut et illustreret resume med de vigtigste stadier i en krokodilles liv. Der er også ord-, litteratur- og adresseliste samt stikordsregister. Billederne består dels af farvetegninger dels af udmærkede farvefotografier. Ligesom de øvrige bøger i serien er der tale om en ret kortfattet, men veldisponeret bog, der kommer omkring det vigtigste om dyrets levevis og situation i dag. Den kan læses af børn fra 4. klassetrin. Nilkrokodillen er omtalt i en del andre bøger fx Bent Faurbys Krokodiller fra 1999. Den er lidt lettere at læse og fortæller primært om nilkrokodillen, men har også korte afsnit om kaimaner, gavialer og alligatorer. Alligatorer & krokodiller (1997) er også et godt tilbud til børn, der vil vide mere om de spændende og farlige krybdyr.