Books / fiction for children

Nissen i skoven


Description


Nissen bor ved fyrretræets fod og hjælper dyrene. Da fyrretræet bliver fældet, må han følge det til savværket og møbelfabrikken. Noget af træet bliver en reol, som nissen gemmer sig i. Mon han bliver opdaget?

Reviews (1)


The libraries' assessment

d. 28. Oct. 2011

By

By

Else Lerche

d. 28. Oct. 2011

Billedbogen om nissen fra skoven er til de 5-8 årige. For- og bagperm kan ses som en julekalender, men det er ikke en kalenderhistorie, og bogen er andet og mere end en julebog.

Forfatteren kendes fra romaner for børn og fra fagbilledbogen Flagermus, 1977. Birde Poulsens illustrationer, akvareller i især varme farver, er med til at skabe stemningen i bogen. I sin vanlige streg illustrerer hun i mange forskellige billedstørrelser. For at give højde til fyrretræet, skal bogen drejes 90 grader. Den hjælpsomme nisse bor ved sit fyrretræs fod, lever godt i samklang med naturen og dyrene. Da træet fældes må han følge det til savværket, til møbelfabrikken og til stormagasinet. En dreng får reolen i julegave og dermed også nissen, der om natten reparerer alt i huset. Da han ikke får grød som tak, vender han tilbage til skoven. Den roligt fortalte historie, skrevet i datid, er både hyggelig og informativ. Forsiden viser nissen hjælpe en såret ræv. Bagsideteksten slår temaet an.

Der er mange billedbøger om nisser, de fleste foregår ved juletid. Denne bogs nisse har de sædvanlige nisse-dyder, men giver også viden om, hvad der kan ske med et træ, når det er fældet.

Den velskrevne tekst og de velkomponerede illustrationer spiller fint sammen. De fortæller en hyggelig historie om den hjælpsomme nisse, som børnene vil synes om. Noget af historien foregår ved juletid, men det er mere end en julebog. Den giver indblik i naturen, nissens livsopgave og træets vej fra fældning til reol.