"Pauline albumdebuterer med nogle ret så velkonstruerede popsange, men melodramaet bliver så overgearet, at det risikerer at blive både ensartet og ude af proportioner, når alting gang på gang skal gøres til et spørgsmål om liv og død ... det er næsten emo, hvor direkte hendes pinsel er kommunikeret, og uden en selvironisk pause fra tid til anden bliver al den konstante tristesse lidt trættende".