John Storm Pedersen udgav for et par år siden bogen Offentligt eller privat (03/40) hvor han undersøgte forskellige muligheder for den offentlige opgaveløsning. Denne gang tager han hul på diskussionerne om den største udfordring offentlige ledere og politikere har stået overfor i mange år: strukturreformen. Nye rammer kommer hele vejen rundt om emnet. Dels gennemgår og diskuterer den grundlaget for reformen og dels beskriver den forløbet af reformen i et perspektiv, der rækker ud over de næste par år. Derudover diskuterer den forskellige løsningsmodeller og succeskriterier. I en selvstændig del gennemgås kommissionsbetænkningens strukturanalyser på fem udvalgte områder. Bogen ser ledelse som et centralt begreb i forandringerne, og sætter hele reformen ind i en bredere teoretisk sammenhæng, men den er samtidig så konkret, at den umiddelbart kan anvendes som værktøj for de beslutningstagere, der skal i gang med opgaven. Bogen er udstyret med en udmærket litteraturliste, men der er ikke noget register.