Spil / computerspil

Oblivion : the elder scrolls IV


Beskrivelse


Rollespil. Du er den udvalgte og skal finde arvingen til tronen i en eventyrverden hvor der er mange farer på færde.

Anmeldelser (9)


Bibliotekernes vurdering

d. 31. okt. 2011

af

af

Kasper Hagel Madsen

d. 31. okt. 2011

Playstation 3. Rollespil. PEGI: 16. Fra 14 år. Ikon for vold. Sprog: engelsk.

I anlednings af, at det prisbelønnede spil Oblivion : the elder scrolls IV udkom for fem år siden, udgives denne jubilæums-udgave indeholdende udvidelserne Knights of the nine, Shivering isles, en dvd om hvordan spillet blev til samt et kort over eventyrverdenen. Selvom det har nogle år på bagen, er det bl.a. takket være en stemningsfuld billed- og lydside stadigvæk en flot spiloplevelse. Man er den udvalgte, der skal finde arvingen til kongeriget Tamriel. På sin vej skal man bekæmpe dæmoner, goblins og andre væsner, men der er heldigvis også venligsindede, man kan spørge om hjælp. I bedste rollepils-stil, får man i løbet af spillet bedre egenskaber, våben og andet udstyr. Følg hovedhandlingen eller udforsk det detaljerede eventyrunivers på egen hånd - det er nok til mange timers god underholdning.

Minder på nogle punkter om Diablo II, men nærværende er meget mere fleksibelt og ikke-lineært i handlingen.

På trods af at Oblivion : the elder scrolls IV udkom for fem år siden, har det stadigvæk en høj underholdningsværdi, og er et af de bedste inden for rollespilsgenren. Er spillet ikke en del af bibliotekets samling, kan det oplagt blive det nu.


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Knud-Henrik Bentzen

2007

Playstation 3. Dette spil har lige siden det udkom til X-box 360 været en af hovedårsagerne til at eje denne konsol. 360 udg. er blevet spillet af undertegnede til bevidstløshed og det er derfor dejligt at se, at en af de senere år mest fascinerende titler også nu kommer bibliotekernes lånere til gode; blot i PS3 udgaven. Vi er i landet Tamriel, et sted befolket med alskens indbyggere og som drager inspiration fra bl.a. Ringenes Herre samt det bedste fra fantasy-genren. Spillet har et overordnet plot: En forsvunden arving til landets ubesatte trone står ledig efter at kongen er blevet myrdet. Man skal finde denne arving og årsagen til mordet, men dette er dog kun en lille del af helheden. I Oblivion skaber man nemlig sin egen figur helt fra grunden, og Cyrodiil er et land der er så virkelighedstro og komplet, at alle andre spils universer fuldstændigt blegner. Alle muligheder er åbne og man former selv sin spilsfigurs eksistens og afgør om man overhovedet vil følge hovedhistorien eller blive tyv, magiker, ridder eller noget helt andet. Her er simpelthen så meget at se og gøre at det tager pusten fra en. Dette er det tætteste vi hidtil har været på et virtuelt liv på nogen spillekonsol, alt realiseret i enestående grafik, overbevisende lyd og en stemning af en anden verden! Spillet kræver kendskab til engelsk på gymnasieniveau da det ellers er uforståeligt. PS3 udg. er visuelt endnu mere enestående end 360 udg. var, og man har fra start inkluderet "Knights of the Nine", udvidelsen som 360 ejere selv skulle downloade (og betale ekstra for). Hvis man kunne slå op i en ordbog under "spilkunst", så ville der utvivlsomt være et billede fra Oblivion. Her er dømt pligtkøb, det er det nok vigtigste konsolspil i de sidste 5 år. Fra 16 år. PEGI: 16+. Sprog: engelsk.


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Kresten Søe Christensen

2007

Dvd-rom. Oblivion : the elder scrolls IV blev fortjent kåret til årets rollespil 2006. Denne nye "game of the year" udgave har også integreret udvidelserne Shivering isles (tidl. tilbudt særskilt) og Knights of the nine (ikke tidl. tilbudt). Spillet har en del til fælles med klassikeren Diablo II - men rummer langt større dimension og fleksibilitet. Grundspillet har haft stor popularitet i udlånet, og denne ny udgave rummer mange ekstra baner, der kan holde entusiasten i gang ud på de små timer. Man kan gå på opdagelse i timevis, og hver ny quest lokker konstant spilleren videre ind i en sælsom gotisk verden befolket af mennesker og overnaturlige væsener. Hemmeligheden bag konceptets succes er - foruden et utroligt fængende og relativt nemt gameplay - netop det atmosfæremættede middelalderunivers, hvor alt kan ske, og tingene konstant overrasker. Hertil kommer et velfungerende gameplay med mix af adventure-, action- og rollespilelementer og en fornem stemningsskabende lydside og lækker grafik. I starten sammensætter du din personlige spillefigur ud fra race, egenskaber og udseende. Første opgave er at bryde ud fra en fangekælder. Derefter kommer en række nye opgaver, quests, hvor du skal sikre riget en ny tronarving. Løsningen kræver kamp på div. våben men også bestikkelse, køb og salg. Flair for at finde og dirke hemmelige døre op er bestemt heller ikke af vejen, ligesom lidt konspiratorisk snak med skumle eksistenser i kroge og baggårde er velegnet til at indhente oplysninger til din videre færd. Spillet har yderligere fordel i ikke at være decideret lineært. Fleksibiliteten i løsningsmulighederne er stor - bl.a. i kraft af din spillefigurs specielle egenskaber. Anbefales varmt. Sprog engelsk. PEGI 16+. Fra 14 år.


Bibliotekernes vurdering

d. 23. maj 2006

af

af

Maja Ellegaard-Petersen

d. 23. maj 2006

Dvd-rom. Spillet her starter i en dyster fangekælder, hvor vores helt eller heltinde holdes fanget af "Imperiet". Selveste kejseren dukker op og efterlader en amulet i heltens varetægt. Spillet handler så om at flygte herfra forbi klamme zombier og ulækre kæmperotter for at overbringe kejserens søn hans fars amulet. Spillet er et adventurespil, hvor man samler våben, rustninger og små flasker med magiske drikke rundt omkring i kister og tønder samt på de faldne modstandere. Hovedpersonen styres som i et "first-person-shooter" spil, dvs. at man ser verden med hovedpersonens øjne. Dette er ikke så normalt for et adventurespil men fungerer ok. Grafikken virker lidt gammeldags, men er flot og glidende. Gameplay og historisk plot er ligeledes af den traditionelle type, men der er en uhyggelig og intens stemning, som er nem at leve sig ind i. Det er et plus, at der er gjort så meget ud af mulighederne for at designe sin egen figur. Man kan vælge mellem mange forskellige utraditionelle racer og modellere alt på dem lige fra alder til øjenbrynsform. Aldersvurdering: Fra 14 år. PEGI: 16+ og ikonet "vold". Jeg mener dog ikke de voldelige elementer i dette spil er problematiske i forhold til målgruppen. Alt i alt et udmærket spil til folkebibliotekernes ungdoms- og voksenafdeling.


Bibliotekernes vurdering

d. 13. okt. 2011

af

af

Thomas W Jensen

d. 13. okt. 2011

Xbox 360. Årets rollespil fra 2006 genudgives her i en 5 års jubilæumsudgave, inkl. de to udvidelsesspil, Shivering isles og Knights of the nine. Målgruppen er fra 14 år. PEGI er 16. Sværhedsgraden kan justeres på mange niveauer. Sprog: engelsk. Spillet er ikke tidligere blevet tilbudt bibliotekerne til Xbox.

I klassisk rollespilsstil, skal man i "Oblivion" først kreere sin egen spilfigur. Her er mange valgmuligheder, så figuren kan få fysik og evner helt efter egne præferencer. Herefter følger historien om det middelalderlige land Obliovion, hvor man udpeges af kejseren til at redde landet ved at finde dennes uægte søn. Da kejseren myrdes af lejemordere, starter man sin mission. Det bliver en farlig opgave, hvor man undervejs skal snakke med flere hundreder personer, og kæmpe mod bl.a. orker, zombier og banditter. Ofte lokkes man ud på en af utallige sidemissioner, der kan føre til rigdom og våben. Om man vil være god eller fx en tyv er ens eget valg. Vælges det sidste risikerer man at komme i fængsel. Realtime kampsystemet består af bl.a. sværdkampe og mange former for magiske våben. Grafikken afslører delvist at spillet er 5 år gammelt, men det er stadigvæk ganske flot. Styringen er generelt i orden, dog er den under sværkampene desværre ikke helt i top. Spillet er kun til singleplayer, men til gengæld er der nok historie og gameplay til over 100 timer.

Der findes mange rollespil i et middelalderligt univers, bl.a. kan nævnes spilserien Fable.

"Oblivion" er et eminent rollespil, der sandsynligvis vil tiltale alle rollespils-fans, selv 5 år efter udgivelsen.


Jyllands-posten

d. 4. maj 2006

af

af

Kristian West

d. 4. maj 2006


Politiken

d. 15. apr. 2006

af

af

Lars Dahlager, Thomas Vigild

d. 15. apr. 2006


Datatid

2006, nr. 0006

af

af

Natasja Broström

2006, nr. 0006