Kan Danmark opretholdes? Som hjælp til besvarelse leverer Teglers en givende analyse af landets situation hovedsagelig i militær og økonomisk henseende. Navnlig afsnittet om Danmarks (incl. Grønlands) strategiske betydning vil nok medvirke til at stemple forfatteren som reaktionær, idet konklusionen, hvis analysen accepteres, må være fortsat NATO medlemsskab indtil videre, - ganske vist ud fra egoistisk selvopholdelsesdrift og ikke ud fra en større eller mindre sympati med USA's udenrigspolitik iøvrigt. Elementer i analysen af den økonomiske og handelspolitiske situation bekræfter andre EEC-kritikeres opfattelse af, at centrale dele af argumentationen for en tilslutning er forældede. Hertil kommer, at andre faktorer såsom risikoen for en handelskrig Europa-USA med efterfølgende isolationisme, gør et EEC-medlemsskab risikabelt. Teglers konkluderer, at forudsat vi kan styre udviklingen, kan Danmark fortsat bestå som nation, idet vort i bred betydning kulturelle miljø danner etudmærket grundlag for nye storindustrier som salg af design og know-how, -eller sagt på en anden måde, fremmedgørelsen her i landet er næppe så stærkt fremadskridende som i en række af de lande, vi undertiden sammenligner os med: vi kan måske nå at lære af andres dårlige erfaringer. For alle biblioteker.