Bogen henvender sig bredt med sit budskab om dialog og forståelse mellem kristne og muslimer. Alligevel bliver målgruppen ret snæver, dels fordi udgangspunktet er religiøst, og dels fordi bogen ikke er helt nem at kapere.
Henrik Lindberg Hansen er præst og har boet i Egypten i en årrække udsendt af Danmission, hvor han rent praktisk etablerer dialogmøder mellem kristne og muslimer. Herudover forbereder han en ph.d.-afhandling om dialogen i Egypten. Dialog kan opfattes meget forskelligt af de parter, der indgår i den. Den ene part kan indgå i en dialog for at overbevise modparten om sine synspunkter, mens modparten måske går ind for at skabe gensidig forståelse og udveksling. Det er den sidste indstilling, der er forfatterens ærinde såvel med arbejdet i Egypten som med denne udgivelse. Dialog byder på mange vanskeligheder både i Egypten og i den hjemlige debat. Bogen er grundig i sin analyse af dialogens væsen og leverer en del teori på området samt henvisninger til forfatterens praktiske erfaringer. Målet med dialog er for ham at skabe et fredeligt samfund, hvor alle kan føle sig inkluderet. Hans akademiske og religiøse ståsted fornægter sig ikke, hvorved - som sagt - jeg tror, mange læsere vil stå af.
Til sammenligning kan jeg nævne Muslimer og kristne ansigt til ansigt, 2001 og Menneske først : religionsmøde på kryds og tværs, 2006. Mens At møde muslimer, 2000 handler om at gå i dialog med muslimer med henblik på at omvende.
Ret akademisk bog om dialog mellem kristne og muslimer.