Den unge engelske tv-kok Jamie Oliver er kendt af de fleste seere med interesse for madlavning, og hans uhøjtidelige kogebøger samler da heller ikke støv på bibliotekernes hylder. Denne kogebog er som hans øvrige baseret på en række tv-udsendelser, og de vises på tv senere dette forår.
Jamie Oliver har søgt tilbage til rødderne, er flyttet fra London og har med sin familie bosat sig i Essex. Her er han blevet haveejer, og hans nye kogebog tager udgangspunkt i de afgrøder, som køkkenhaven bugner af. I sin sædvanlige småsnakkende og skødesløse stil giver Jamie en række opskrifter til bedste. Bogen er bygget op omkring årstiderne, og der fortælles om forskellige årstidsbestemte grønsager, dyrkningen af dem samt naturligvis anvendelsen. De fleste opskrifter er nye, men der er også mere velkendte med et twist, og alle er flot og inspirerende fotograferet. Sammensætningen af ingredienser kan overraske, men Jamie lovpriser begejstret de prægtige råvarer og formidable resultater, så man ganske får lyst til at afprøve opskrifterne selv. Selv om opskrifterne er beskrevet lige ud ad landevejen, er det ikke en begynderkogebog.
Jamie Oliver, født 1975, er en energisk tv-kok, restauratør og kogebogsforfatter. Dette er hans ottende af slagsen, og kommer i naturlig forlængelse af de foregående, som den minder om i opbygning og layout.
Flot kogebog til den charmerende tv-kok Jamie Olivers store fanskare og til andre køkkenskrivere, der ønsker ny inspiration og forfriskende sammensætninger.