Henrik Engelbrecht er operadramaturg ved Det Kongelige Teater og en kendt formidler af operastof i bl.a. radioen. Han har udvalgt ti operaer fra Händels Julius Cæsar, der havde premiere i 1724, og til Poul Ruders Tjenerindens fortælling fra 2000. Omtalen af de udvalgte operaer sker efter samme skabelon. Først om tilblivelsen med et bredt billede af tiden omkring førsteopførelsen, så et portræt af komponisten og et referat af handlingen, til slut et interview med en dirigent eller sanger om en nyere opsætning af operaen. Fremstillingen er rigt illustreret med stemningsskabende fotografier og malerier af komponister, kunstnere, scenografier, og den er i en meget smuk og indbydende grafisk tilrettelæggelse som Olga Bramsen er ansvarlig for. I en diskografi kommenterer forfatteren sine favoritindspilninger af de udvalgte operaer. Af andre nyere danske operabøger er Maria Hellebergs Ind i operaen, 2004 en mere omfattende og ambitiøs analyse af operaen som kunstart, mens Jakob Levinsens Den store sang, 2001 er en traditionel operafører til over 400 operaer. Interessen for opera er som bekendt stor, og Henrik Engelbrechts indbydende bog, med punktnedslag i operahistorien, må kunne friste alle operaelskere.