Svend Skriver er ph.d.-stipendiat med projektet Europæere i 1800-tallets danske litteratur, om Jens Baggesen, P.L. Møller og Georg Brandes ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet. Bogen er en bearbejdet version af hans speciale. Labyrinten eller Reise giennem Tydskland, Schweitz og Frankerig, udkom i 2 dele 1792-93, og er siden kommet i flere udgaver, bl.a. Torben Brostrøms, 1965. Skriver henviser (hvor det er muligt) til begge udgaver og beklager manglen på en moderne tekstkritisk udgave. Det er Skrivers udgangspunkt, at værket med "sine nybrydende tanker om æstetik, erotisme og politik i en skønlitterær komposition (...) i dybsindighed og nuancerigdom står mål med tidens centrale kunstneriske manifester". Skriver tager kort afsæt i eksisterende Baggesen-forskning bl.a. L.L. Albertsen og Aage Henriksen og præsenterer værket som et produkt af Baggesens fænomenologiske poetik. Hans analyse former sig som tekstnedslag i kernestykker, som så underkastes nøjere analyse stilistisk, narratologisk og filosofisk med blik også for det intertekstuelle, der er et konstituerende træk for værket. Det er en meget overbevisende præsentation af værket i dets modernitet, der (gen)placerer det på sin centrale plads i dansk litteratur, et hovedværk i Baggesen-forskningen. Noter og litteraturfortegnelse.