Fascinerende bog om seksualreformbevægelsens historie i Danmark, der var nært knyttet til psykoanalytikeren Wilhelm Reich som centrum i den i mange år glemte organisation Sexpol. Den sexuelle frigørelse begyndte altså årtier før 1968-generationen gjorde den nutidskendt. Læserne vil være psykoanalytisk, kulturhistorisk, sexualitets- og samfundsinteresserede - alene bogens titel vil nok også pirre lånernes nysgerrighed.
Korsgaard er journalist og denne informationsmættede, velskrevne bog om Sigmund Freuds mest kendte elev, Wilhelm Reich, og kredsen omkring ham er hendes 3. Vægten ligger især på de danske kulturradikale, som støttede Reichs ideer om at forandre verden gennem frisættelse af orgastisk energi. Seksualreformbevægelsens historie begynder her med Brandes' nordiske krig om sexualmoralen i 1880'erne og afrundes ca. 1970. Reichs kreds af kendte kunstnere, kulturradikale og venstreorienterede delte også et frisyn på børneopdragelse, som skulle forandre den børnehavepædagogiske linje.
Preben Hertofts bøger De uventede gaver, 2008 og Der er måske en galskab, 1983 omhandler nogle af de samme personer og temaer som nærværende bog. Ellen Siersted, som optræder i Korsgaards bog, skrev i 1972 Wilhelm Reich i Danmark og Ole Thyssen redegør for Reichs ideer i Wilhelm Reich, 1973.
Informativ, detaljerig, velskrevet og fascinerende skildring af gruppen Sexpols kamp, med psykoanalytikeren Wilhelm Reich i spidsen, for at frisætte menneskeheden ved hjælp af orgasme-energi.