Skuespilleren Vigga Bro er bl.a. kendt fra sin optræden i stykker af Dario Fo - en kunstner, hun naturligvis henviser til i denne bog om at optræde med en historie. Hun henviser også til sine onkler, der var gode historiefortællere og hermed er bredden i bogens emne angivet - fra den folkelige historiefortælling til den sceniske optræden. Vigga Bro deler emnet op i tre. Først et afsnit om, hvad der karakteriserer den mundtlige fortælling i forhold til fx den skrevne. Hvad man kan bruge som basis for en historie, og hvordan man gør den til din egen. Dernæst giver hun eksempler på forskellige teknikker til at gøre fortællingen levende og holde publikums opmærksomhed fangen. Som det tredje element gennemgår hun forskellige arbejdsredskaber, som man kan bruge i sin forberedelse og endelige optræden. Med brug af egne erfaringer, med konkrete og enkle anvisninger har Vigga Bro skrevet en bog, der vil kunne bruges ikke alene af folk, der skal optræde professionelt, men også af mange andre, der har brug for at holde en større eller mindre gruppes opmærksomhed fangen.