En fantasy-inspireret og morsom billedbog i farver. Til gode billedlæsere og højtlæsning, både i hjemmet, børnehaven og i indskolingen. Fra 4 år.
Med denne billedbog udfordrer en ny forfatter og illustrator billedbogslæsere med nye vinkler at kigge/læse billeder på. Selve historien er en velfortalt hjem-ud-hjem historie om Otto, der keder sig en søndag, hvor mor gør rent og far er på arbejde, igen. Otto er en almindelig dreng, der i sin søndagskedsomhed får besøg af ellafanten Ella, som bor i urtepotten i stuen. Ella tager Otto med ud på eventyr, en magisk rejse i urtepotten, hvor de bl.a. møder katteninen og de syngende ildvæsner. Tekst og billede supplerer hinanden og der leges med forskellige fontstørrelser og ordsprog i teksten og i illustrationerne leges med størrelsesforhold og perspektiver. Det er en billedbog, hvor man går på opdagelse i illustrationerne. Farverne er nedtonede, men klare og selvom der er farligt i den fremmede verden, anes mor med støvsugeren på næsten alle opslag.
Der findes efterhånden rigtigt mange billedbøger, hvor man går på opdagelse i illustrationerne. Denne adskiller sig ved, at forfatteren leger med perspektiver, størrelsesforhold som udfordrer billedbogslæsere.
En interessant billedbogsudgivelse, der med sin historie og anderledes illustrationer, med fordel, kan finde plads i billedbogskrybben. Både på folke- og skolebiblioteket.