Ov, mand, har du set giraffen?

Disse 4 små højtlæsningsbøger er alle opbygget over samme model, hvert opslag (30 pr. bog) er en afsluttet helhed, venstresiden med en tegning, højresiden med en kort historie (ca. 70-80 ord),som slutter med et spørgsmål til det lyttende barn. Uden at være nummererede fremstår "bamsebogen" som den første; heri præsenteres de 3 børn (søskende), som også optræder i de øvrige bøger. Læserman imidlertid en af de andre bøger først, forstår man ikke relationerne imellem børnene. "Bamse"- og "godnat"-bøgerne rummer små skildringer fra børnenes hverdag. Alt er set i et idyllisk skærgennem et sentimentalt bedstefar-gemyt. Alt er sødt og dejligt, hvis det da ikke lige er dumt og åndssvagt. "Girafbogen" præsenterer 30 dyr med - i bedste fald - ligegyldige, men ofte fejlagtige ogmisvisende oplysninger. "Trafikbogen" er klar indoktrinering til bilsamfundet og præsenterer en totalt forfejlet trafikpædagogik. Bøgerne er vel henvendt til de 4-6 årige - en aldersgruppe, som detturde væreurimeligt at lære om f.eks. disse skilte: Højresving forbudt og ubevogtet jernbaneoverskæring. Side 21 oplyser: "Gader er beregnet til at køre biler på". Gad vidst hvad cyklistforbundetmener om den ting? I øvrigt optræder cyklister kun i forbindelse med skiltet: Cykling forbudt og i slutningen, hvor det ældste barn har fået "en ny, lækker cykel". Selvfølgelig er der ogsåtrafikråd, som er passende for alderstrinnet, men hovedindtrykket er, at dette er teoriprøven for de 4-årige! Tegningerne, som er af Mogens Remo, er af den skabelonagtige vittighedstype. Tegnerenhar et meget lille register, når det gælder om at gøre rede for sindsstemninger og kropssprog. Men der er jo også mest brug for brede smil af den mest jubeloptimistiske slags. På den sidste side ibøgerne spørges: "Skal vi sige tak for historien?" Det føler jeg ikke trang til. Selv efter opbydelse af den yderste forhånds-vejvilje, og efter at have lukket øjnene for bøgernes ublufærdigevare-karakter, må man konkludere, at hvisBreinholsts bestseller-bøger(!) skal leve op til navnet, så bør det være uden bibliotekernes hjælp.

Read the full assessment

Willy Breinholsts omfattende humoristiske forfatterskab med udgangspunkt i ugepressen udvides nu i en helt ny genre, idet disse fire bøger angives at være "for de mindste og ideelle tilhøjtlæsning". Bøgerne er ens disponerede: de 30 opslag viser en s/h tegning på venstresiden og en ultrakort (højtlæsningstid 30-40 sek.) historie på højresiden. Hver historie sluttes med spørgsmål,der er velegnede til videre samtale, idet der appelleres til overvejelse og stillingtagen. Sprogtonen rammer de 3-6 årige ganske godt - der tales dagligdags og hyggeligt, uden at det bliverputte-nuttet, og der tales om forhold, børnene kan forventes at have kendskab til og interesse for. Illustrationerne - alle af Mogens Remo - er meget enkle stregtegninger, letgenkendelige for de3-6 årige. Ov, mand, har du set giraffen? handler om dyr, som de mindste kan have kendskab til. Der gives rimelige oplysninger og lægges op til tanker om, hvorledes vi behandler dyrene eller burdebehandle dem - f.eks. om sælen,der må aflevere pelsen til "de fine damer". Ov, mand, min bamse er fuld af sjov handler om tre børn på 6, 5 og 3 år i kendte situationer med lege, kedsomhed,humørskift m.v. Også her sætter spørgsmålene tilhøreren i forhold til teksten - som f.eks. ved at henvise til børns forhold i fattige lande. Ov, mand, jeg ved noget om trafik skiller sig ud fra deøvrige ved at være mere indlæringspegefingret med spørgsmål, der blot repeterer tekstens oplysninger. Og så er trafikforhold alt for livsvigtigt et emne til at blive behandlet på så utilstrækkeligmåde. I Ov, mand, nu får vi en godnathistorie møder vi igen de tre børn nu i tryghedsskabende episoder omkring sengetid. Bøgernes anvendelighed er noget problematisk, for hvem skal læse for hvem?Nok er historierne i sprog og indhold velegnede for de 3-6 årige, men emnerne er så selvfølgelige, at det må virke fremmedgørende, hvis forældre tager en sådan bog til hjælp for at komme i snak medegne unger. De 10-12 årige kan læse historierne formindre søskende, men kan nok ikke styre den samtale, historierne lægger så stærkt op til. Det eneste sted, jeg kan se, at bøgerne måske kananvendes, er som hjælpemiddel for den store elev, der har bijob som barnepige. Og det er vist ikke et anliggende for skolebiblioteket.

Read the full assessment