Henvender sig til alle, der har smerter og ønsker at få kontrol over dem. Det kan være rygsmerter, migræne eller mindre ting som spændingshovedpine eller tennisalbue. Her får man anvisning på, hvordan man kan undgå, at smerterne udvikler sig og bliver kroniske.
Først får vi en introduktion til begrebet smerte baseret på den nyeste smerteforskning. Hvorfor er nogle mennesker fx bedre til at tåle smerter end andre. Dernæst følger en lang række metoder til at leve med og reducere smerter bl.a. ved at arbejde med at udvikle robusthed via positiv psykologi, afslapning, meditation, korrekt vejrtrækning og biofeedback. Vi får også metoder til at arbejde med egen smertetærskel og på den måde undgå at udvikle kroniske smerter. Vejledningerne er grundige og klart opstillede, så de kan følges af enhver. Leon Chaitow er uddannet osteopat med stor erfaring. Han er forfatter til en lang række bøger om alternativ behandling, de fleste ikke oversat til dansk.
De senere år er der kommet flere bøger om, hvordan man kan blive bedre til at få kontrol over smerter. Den nyeste er Jytte Valborg Nielsens Hvordan vi kan forhindre, at smerter bliver en vej til helvede, den er især henvendt til sundhedspersonale, mens Slip smerterne omhandler ACT-metoden, der handler om accept og minder mest om Chaitows terapeutiske metoder.
En brugbar selvhjælpsbog med mange forskellige teknikker og klare anvisninger.