Til formidling og faglig læsning i 3.-4. klasse. Kan bruges som læsetræning eller som kort introduktion til populære dyr i zoologisk have.
Birthe Kot og Jens Kowalczyk har skrevet flere bøger i samme forlagsserie Temabøger og denne lever helt op til disse. Det er en flot bog som går seriøst til værks og præsenterer ca. 30 dyr, som kan opleves i Københavns Zoologisk Have. Hvert dyr bliver tildelt 1 til 2 sider. Enkelte endog 3 sider og nogle få bondegårdsdyr lidt mindre. Beskrivelserne indeholder oplysning om levested, dyrets størrelse og levevis, yngelpleje og foretrukken føde. Der er rigtig mange dyr fra den afrikanske savanne, men også dyr som bjørn, ulv, krokodille og tiger samt en lille afdeling med hjemlige husdyr. I slutningen af bogen er der et par sider om foderkøkkenet og om dyrlægens arbejde samt information om Zoologisk Haves Skoletjeneste. Bogen har et overskueligt layout, hvor tekst og billeder er sat side om side i to spalter. Der er korte afsnit og sprogligt er teksten nem at gå til. På alle sider er der flotte billeder af de præsenterede dyr i deres naturlige omgivelser eller i Zoo. Indbydende omslag med gode billeder og en dækkende bagsidetekst.
Selv om der er mange bøger med faktuelle oplysninger om dyr på bibliotekerne, skal vi helt tilbage til Med dyrepasseren i zoo, 2000, for at finde en bog, der minder lidt om den.
Flot bog, som går seriøst til værks og præsenterer ca. 30 populære dyr fra Københavns Zoo. Til faglig læsning og fritidsbrug fra 9 år. Let at læse.