Titlen dækker over 3 bøger med samme indhold og komposition men differentieret i 3 niveauer: gul komet, lix 6 - rød komet, lix 13 og hvid komet, lix 15. Bøgerne er velegnede til læsetræning fra 2. klasse.
De 3 niveaudelte bøger fremstår ens med 15 ens kapiteloverskrifter, illustrationer samt omslag. Historien drejer sig om en dreng, der narres til at køre med en fremmed mand, der har andre hensigter end at få vist vej. Bogen beskriver drengens angst og forvirring. Teksten er læsevenligt sat med pæn luft mellem linjerne. Enkelte steder er ordvalg og formuleringer "dårligt dansk". Det er tydeligt, at jo større ordforråd, ordlængde og sproglige muligheder, der anvendes, jo bedre og mere nuanceret bliver oplevelsen af indhold og tekst. Illustrationerne, der er farverige, fremstår karikerede. Serien ligner i layout til forveksling Dingo-serierne fra Gyldendal. Flere titler er på vej fra forlaget.
Vi har ikke andre nyere titler, der er niveaudelte med samme indhold.
Bogen egner sig til frilæsning og til samtale om at følge med fremmede. Det velkendte emne historien drejer sig om; at blive narret af en voksen, er desværre realistisk men relevant at læse og tale om. Bogen fremstår velkendt i layout, idet den til forveksling ligner en bog fra Dingo-serierne.