Bogen kan bruges til oplæsning i hjemmet fra 7-10 år og i indskolingen og bruges til dialog om det at have hemmeligheder, lyve og det at tage af sted uden voksne, men det er også en fantasi med sine egne begrænsninger.
Til trods for den næsten realistiske ramme, opfatter jeg denne bog som et eventyr og en historie, der kunne foregå for 30 år siden i Danmark. Men i dag vil ingen drenge på omkring de 10 år få lov til at tage sted i flere dage, alene uden voksne. Men i denne kontekst er det en fin, spændende og meget velskrevet historie, hvor smilet og humoren hele tiden sitrer. Der skabes en vis spænding i bogens spind af små løgne og forviklinger, som fungerer og giver bogen substans og bliver til lidt mere end bare god underholdning. Teksten er vittig, reflektorisk med megen dialog og fortalt af en alvidende forfatter med en unik stil. Sproget bliver en stærk faktor for at historien bærer igennem og holder, ligeså vigtigt som selve historiens velfungerende plot. Med stregtegninger i s/h. De er konkrete, humoristiske og i vekslende størrelser der følger teksten. God forside, fin bagsidetekst i forhold til indholdet.
Niels Lund har skrevet mange fine børnebøger som denne, hvor sproget er en del af hemmeligheden. Denne føjer sig fint ind i forfatterskabet og i den danske børnebogstradition.
Sjov og spændende oplæsningsbog til målgruppen. Historien fungerer på egne præmisser, der nok ikke foregår i dagens Danmark, men sammenholdet blandt de tre drenge er universelt og smukt skildret.